ENG
NYHEDSBREV

Foto: Gyrithe Lemche. Billedbehandling: Rune Lundø.

MØD TALENTET: MORTEN LUBBERT

28. juli 2016

Morten Lübbert er redaktionschef på produktionsselskabet Highwire og et af Copenhagen TV Festivals ti Tv-Talenter.


Navn: Morten Lübbert
Alder: 29 år
Stilling: Redaktionschef
Startede i tv-branchen i 2014.

Morten Lübbert blev indstillet til Tv-Talenterne af Jacob Kofler, Producent, Highwire.

Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Jeg kommer fra reklamebranchen, hvor rammerne er meget mere faste, og hvor mersalg altid var målet med alt, hvad vi lavede. På Highwire er jeg glad for de frie og uformelle rammer, hvor fantasien og forestillingsevnen kan få frit spil. Vi har leveret en del serier til DR Ultra, og jeg bilder mig selv ind, at jeg er med til at lave tv, der gør en forskel for børn. Det gør mig glad.

Jeg er mest stolt af, at jeg var med til at lave ”Døden og Jeg” til DR Ultra. Programmet handler om alle de store følelser, der rammer, når man første gang i livet oplever at miste nogen tæt på. I serien fortæller børn om store følelser, som savn, sorg, og hvad døden egentligt er for noget. Det var fedt og meget givende at producere.

”Børnepartiet” til DR Ultra må også komme med på listen. Her fik vi lov til at lave sjov med Lars Løkke, Helle Thorning etc. op til Folketingsvalget 2015. Det var vildt sjovt og ret angstprovokerende at lave satire med landes førende politikere.

Jeg er vild med mit arbejde og mine kollegaer, men jeg elsker også at rejse og surfe. Så når vækkeuret ringer om morgen, står jeg op, fordi jeg gerne vil holde fast i et sjovt arbejdsliv der giver mig plads til at rejse ud i verden og se mig omkring.

Jeg ville ønske, at jeg havde været med til at lave ”Battle of Bastards ”afsnit 9 i sæson 6 af Game of Thrones. Det er verdens sejeste kampscene, og jeg vil gøre alt for at få en selfie med Jon Snow.

Jeg er meget imponeret af Laura Ricciardi og Moira Demos, der har lavet Making A Murderer. Det er vildt sejt, at de har lavet så god en serie på et oprindeligt lille budget. Og så får deres serie én til at tænke over vigtigheden af production-value, næste gang der skal fortælles en spændende historie. 

 

Tv-Talenterne er Copenhagen TV Festivals talentprogram. Et scholarship, der giver adgang til de to dages enorme mængde af inspiration og netværk, som festivalen er.

Årets ti udvalgte talenter er alle indstillet af deres chef til at blive en del af Copenhagen TV Festivals talentprogram. Og antallet af indstillinger var i år rekordhøjt i forhold til sidste år, hvor talentprogrammet blev indført. Fælles for dem er, at de har arbejdet i tv-branchen i max. fem år.

 

 

ARRANGØR

HOVEDSPONSORER

SPONSORER